Aftalelicens spiller en nøglerolle ved rettighedsforvaltningen:
- Netop i det digitale miljø, hvor vi har set nye former for udnyttelse og forretningsmodeller, er der behov for et nemt og ubureaukratisk klareringsværktøj for techgiganternes delvise brug af pressepublikationer
- Der er mulighed for at nedlægge individuelt forbud mod en brug af indhold. Dvs. det står enhver udgiver frit for at bevare sin egen fulde dispositionsret.
- Erfaringerne med aftalelicenssystemet er gode, idet det tilbyder en enkel løsning på et ellers praktisk vanskeligt problem, nemlig den omfattende klarering hos hver enkelt, individuel rettighedshaver
- Forskelle i forhandlingsstyrke/størrelse på rettighedshaver mindskes ved aftalelicenssystemet, idet systemet sikrer, at alle repræsenteres – ikke kun de store, som i forvejen har ressourcerne til at indgå individuelle aftaler – og at ingen diskrimineres. Ordningen er derfor baseret på solidaritet inden for et givet område, da modellen sikrer ordentlige vilkår for alle
- Aftalelicensen indebærer, at en bruger, som har indgået aftale om en vis brug af en bestemt art af rettigheder med en organisation, der repræsenterer en væsentlig del af rettighedshaverne, efter loven får ret til at udnytte andre værker af samme art og på samme måde, selvom rettighedshaverne til disse værker/frembringelser ikke repræsenteres af foreningen. Baggrunden for aftalelicensmodellen er, at det i praksis er et problem, at det navnlig ved masseudnyttelse af værker/frembringelser er vanskeligt at klarere de nødvendige rettigheder med alle rettighedshavere